Forholdene for hjernerystelsesramte er for ringe, mener partier på begge sider af den politiske midte, der nu vil komme problemet til livs med en national handlingsplan.
Af Joakim Frandsen og Christian Bigum
Det er ikke godt nok med lange ventetider og forskelligartet behandling på tværs af landet, når det kommer til patienter, der er ramt af hjernerystelse.
Det mener Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund, der nu vil have iværksat en national handlingsplan.
Handlingsplanen skal belyse udfordringerne med behandlingen af hjernerystelse på tværs af landet og komme med bud på, hvordan man kan sikre en bedre og mere ensartet behandling i kommuner og regioner.
Det sker efter redaktionens afdækning af, at danskere, der har følger efter en hjernerystelse, oplever lange ventetider på flere rehabiliteringstilbud. Derudover viser en gennemgang, at der også er store kommunale forskelle på, hvilke behandlings- og rehabiliteringstilbud der findes rundt omkring i landet.
“Som det ser ud nu, er det uacceptabelt. For der er borgere med hjernerystelse, der har en berettiget forventning om, at de vil få en ordentlig hjælp. Derfor er det åbenlyst, at lange ventelister er en uacceptabel situation at sætte patienten og pårørende i,” siger Peder Hvelplund og uddyber:
“Der er ingen tvivl om, at en national handlingsplan er nødvendig, hvis vi skal komme det her postnummer-lotteri til livs. For det går ikke, at der er helt forskellige tilbud afhængig af, om du bor i f.eks. Aalborg Kommune eller Gentofte Kommune.”
Sundhedsordfører i Konservative, Per Larsen, er enig i, at tilbuddene til patienter ramt af hjernerystelse, som udgangspunkt skal have ens høj kvalitet i hele Danmark. Herunder også “rimelige” ventelister.
Derfor støtter partiet tilblivelsen af en national handlingsplan på området.
Enhedslisten sundhedsordfører, Peder Hvelplund, understreger, at det er væsentligt, at politikere på tværs af politiske skel er beredt på at lade penge følge med ud til kommunerne.
For kommunerne har bl.a. forskellige økonomiske forudsætninger for at kunne løse opgaven med at højne kvalitetsstandarderne på området, påpeger han.
Derudover åbner Peder Hvelplund op for idéen om at oprette regionale centre med speciale på området for følger efter hjernerystelse. Dette kan sammenlignes med de senfølgeklinikker, som er blevet oprettet rundt om i landet i kølvandet på coronapandemien.
Moderaternes Monika Rubin skriver til redaktionen, at hun ikke er godt nok inde i problemerne på området til, at hun har en officiel holdning til spørgsmålet.
Den tidligere sundhedsordfører i Socialdemokratiet Rasmus Horn Langhoff forklarer, at han ikke ønsker at stille op til interview pga. de igangværende regeringsforhandlinger.
Redaktionen har rakt ud til alle resterende folketingspartier, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Den fungerende sundhedsminister, Magnus Heunicke, har ikke haft mulighed for at stille op til interview, da ministeriet lige nu fungerer som forretningsministerium, oplyser sundhedsministeriets pressetjeneste.