I flere tilfælde afgør ens postnummer, hvor gode muligheder man har for at få hjælp, hvis man lider af følgerne efter en hjernerystelse. Det er et “virkeligt stort problem”, mener ekspert.

Af Joakim Frandsen og Christian Bigum

Danmarkskortet er hullet, når det kommer til mulighederne for at få hjælp for de danskere, der pådrager sig en hjernerystelse.

Hjælp – og i særdeleshed en rettidig én af slagsen – er central for at afbøde eller mindske de i nogle tilfælde invaliderende følger, som en hjernerystelse kan bære med sig. Men det er ikke alle steder i landet, at man kan få den hjælp.

I flere kommuner er nogle hjernerystelsesramte efterladt enten til lange ventetider eller sig selv, sin egen pengepung og beløbet på dankort-automaten hos private tilbud. For de offentlige tilbud er væsensforskellige – og i nogle tilfælde er der slet ikke nogen hjælp at hente.

Det viser en gennemgang af rehabiliterings- og behandlingstilbud i flere af landets kommuner, som redaktionen har foretaget.

Kommunale forskelle i behandlingsmuligheder for hjernerystelsesramte er et ”meget stort problem”, vurderer Hana Malá Rytter, der er én af landets ledende forskere på området. Hun er lektor i neuropsykologi på Københavns Universitet og leder af det nationale videnscenter Dansk Center for Hjernerystelse.

”Vi ved, at der er store problemer på det her område, men der er ingen, der har det fulde overblik over det. Det her understreger bare, hvad vi allerede ved; at danskere, der rammes af en hjernerystelse, virkelig sidder i saksen. Og afhængigt af hvor de bor i landet, sidder de mere eller mindre i saksen,” forklarer hun.

Kommunale forskelle

Hvert år rammes ca. 25.000 danskere af hjernerystelse, og op mod en tredjedel af dem oplever længerevarende følger, anslår Dansk Center for Hjernerystelse.

Følger, som i mange tilfælde forårsager alvorlige konsekvenser for både de ramte, deres pårørende og samfundet. Forskning viser, at hjernerystelsesramte i højere grad end normalbefolkningen plages af bl.a. ekstrem træthed, manglende overskud, stress og angst. Og så er forskere de seneste år blevet klogere på, at hjernerystelsesramte har forhøjet risiko for at gå ned i tid eller stå helt udenfor arbejdsmarkedet.

Men der er ingen faste, nationale standarder for, hvilken hjælp kommunerne skal tilbyde de personer, der lider af følgerne efter en hjernerystelse.

Får man eksempelvis en hjernerystelse og bor i Aalborg Kommune, er der udelukkende hjælp at hente inden for de første tre måneder, efter ulykken er sket. Det oplyser Bente Kloster, der er konsulent ved Job og Velfærd i Aalborg Kommune, i et skriftligt svar til redaktionen.

I Aalborg har nyligt ramte af hjernerystelse mulighed for at søge et forløb kaldet Tidlig indsats hos Taleinstituttet og Hjerneskadecentret Nordjylland. Det er et otte ugers tværfagligt forløb ved fysio-, ergoterapeuter og neuropsykologer, der har til formål at “hindre samt mindske udvikling af længerevarende følger efter hjernerystelse”.

Men hvis der går 3 måneder og én dag efter ulykken er sket, inden en hjernerystelsesramt henvender sig med sine følger, går vedkommende forgæves, oplyser Aalborg Kommune i et skriftligt svar:

“For borgere med senfølger som følge af hjernerystelse er der ikke i øjeblikket et tilbud, men det er et område, vi er opmærksomme på.”

Overfor redaktionen uddyber Rikke Morsing, der er leder på Taleinstituttet og Hjerneskadecentret Nordjylland, at det at være “opmærksomme” på området betyder, at man er i gang med at udvikle et potentielt forløb for senfølgeramte, som efter planen skal afprøves i løbet af 2023.

Situationen er imidlertid en anden i eksempelvis flere kommuner i Hovedstadsområdet.

Det er Gentofte Kommune et eksempel på. Her er der muligheder for at få hjælp, uanset hvornår man henvender sig med følger efter en hjernerystelse.

Kommunens kommunikationsafdeling oplyser, at borgere med hjernerystelse, som ikke kommer sig af sig selv, indledningsvist tilbydes en fælles samtale med jobcenteret og kommunens hjerneskade-koordinator. Her foretages en vurdering af, hvad den pågældende borger har behov for hjælp til. 

Hvis behovet ikke kan løses i nogle af kommunens egne tilbud, har kommunen flere muligheder for at henvise den ramte til tilbud i regionen. 

I de fleste tilfælde henvises borgere til Kommunikationscentret i Region Hovedstaden, hvor der – i modsætning til det tilsvarende center i Aalborg – ikke er nogen kriterier for, at borgeren skal henvende sig indenfor et specifikt tidsrum efter ulykken, oplyser centerchef, Kristian Mainz.

Her tilrettelægger fagfolk indenfor bl.a. neuropsykologi og fysioterapi et tværfagligt, skræddersyet forløb ud fra borgerens ønsker og behov. 

Derudover kan kommunen også henvise til specialtilbuddet Center for Hjerneskade. Her er der tværfaglige tilbud for både nyligt ramte indtil tre måneder efter ulykken og personer, der oplever længerevarende følger. For børn og unge op til 25 år er der også mulighed for enten at blive henvist til eller selv at søge et tværfagligt rehabiliteringsforløb hos Hjerneskadecentret i Virum.

Der er plads til forbedring

De kommunale forskelle i hjernerystelsesramtes mulighed for at få hjælp til at komme sig er “virkelig et meget stort problem”, lyder det fra Hana Malá Rytter fra Dansk Center for Hjernerystelse.

”Nogle steder har du mulighed for at blive tilkoblet et tværfagligt team med den nyeste viden, som kan hjælpe dig hele vejen igennem. Andre steder får du ingenting eller meget begrænset hjælp. Og det er da problematisk, at ens bopæl skal bestemme, om man får hjælp,“ siger hun.

Hun understreger, at nogle kommuner er blevet bedre på området de senere år i og med, at forskningen er blevet klogere på, hvad der skal til for at hjælpe hjernerystelsesramte. Men vi er langt fra at være i mål, mener hun.

“Problemerne er overhovedet ikke løst. Der er i den grad plads til forbedring,” siger hun.

Mange af følgerne efter en hjernerystelse er nemlig noget, som man med en vis sandsynlighed kan mindske helt eller delvist ved at få den rette hjælp, forklarer Hana Malá Rytter.

“Forskningen peger i retning af, at eksempelvis tværfaglige rehabiliteringsforløb har en positiv effekt på at reducere de ramtes symptombyrde. Dermed bliver de også bedre i stand til at håndtere de symptomer, som man måske ikke kan behandle, og så klarer de sig også bedre på sigt,” siger hun.

Det er svært at sige, hvor alvorligt det er, hvis man ikke får hjælp som hjernerystelsesramt, understreger Hana Malá Rytter. For de fleste kommer sig af sig selv inden for kort tid, mens andre oplever månedlange eller livsvarige følger. Samtidig er det meget individuelt, hvordan patienter responderer på forskellige behandlingstyper – og om de behandlinger, vi kender til i dag, overhovedet har en effekt på den enkelte. Hun mener dog godt, at kommunerne med den viden og de metoder, vi har i dag, kan gøre det bedre for de fleste hjernerystede.

“Systemet skal blive bedre til at møde de her mennesker, der er forpinte og stressede over, at deres liv er blevet afsporet totalt fra den ene dag til den anden. Det gør vi ikke i tilstrækkelig grad nu,” siger hun og uddyber:

“For så er min vurdering, at vi kan løfte – ikke alle der er ramt – men en betydelig andel af dem, så de får både kortere og mindre krævende forløb. Så de kan vende hurtigere tilbage til arbejde, uddannelse, og hvad de ellers havde gang i.”

Få kommuner har tværfaglige tilbud

Myndighederne har ikke noget samlet overblik over tilbud for hjælp til hjernerystelsesramte på tværs af landet, oplyser de relevante styrelser og ministerier.

Socialstyrelsen henviser i stedet til bl.a. Commotio Danmark, der kalder sig Danmarks førende vidensportal om hjernerystelse. Her har frivillige på området forsøgt at skabe sig et overblik. Én af dem er Ronni Lykke Bødker, som er fysiolog med speciale i neurofysiologi og leder og grundlægger af Commotio Danmark. Han er desuden tidligere formand og faglig leder i Hjernerystelsesforeningen. 

Commotio Danmarks kortlægning indbefatter 80 ud af landets 98 kommuner. Overblikket blev første gang publiceret i 2021, men bliver løbende opdateret. Og derfra kommer en overordnet konklusion:

“Vores undersøgelse viser, at jo flere mennesker, der er samlet et sted, desto flere behandlingsmuligheder er der. Så der er ingen tvivl om, at Region Hovedstaden har flere behandlingsmuligheder end for eksempel Region Nordjylland har. Og det samme gør sig gældende på kommunalt regi. De store kommuner har oftest flere behandlingsmuligheder end de små,” fortæller Ronni Lykke Bødker.

Ud af de 80 kommuner, der har valg at deltage i Commotio Danmarks undersøgelse, er det kun 13 kommuner, der har egentlige tilbud om tværfaglige forløb til at hjælpe hjernerystelsesramte, fremgår det.

Samtidig henviser 15 pct. af kommunerne i undersøgelsen til såkaldte alternative tilbud. Det er tilbud som eksempelvis samsynstræning eller andre udefinerede behandlingstyper, som der ingen evidens er for virker, fortæller Ronni Lykke Bødker.

Kommunerne bruger især kommunikationscentre til at levere rehabiliterings- eller undervisningstilbud til hjernerystelsesramte. Det er 45 ud af de 80 kommuner, som bruger nogle af de 30 kommunikationscentre, der ligger spredt ud over landet. 

Men hos kommunikationscentrene har redaktionen flere steder kunnet afdække ventetider på op til flere måneder for blot at komme til en indledende samtale, hvorefter det vurderes, om den pågældende er berettiget til et rehabiliterings- eller undervisningsforløb til at afhjælpe følger efter hjernerystelsen.

Overordnet set må man konstatere, at der er forskelle og ulighed i hjernerystelsesramtes mulighed for at få behandling, afhængigt af hvor de bor i landet, konkluderer Ronni Lykke Bødker.

Og ulighed i sundhed er direkte i strid med grundprincipperne for vores velfærdssamfund, forklarer Helle Terkildsen Maindal, der er professor i Sundhedsfremme og interventionsforskning samt sektionsleder ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

“Grundprincipperne i det danske velfærdssamfund hviler på et princip om fri og lige adgang til sundhedsydelser,” skriver hun i et skriftligt svar og uddyber: 

“Der hersker dog ingen tvivl om, at der findes stor ulighed i sundhed og i brugen af sundhedsydelser i Danmark. Det gælder på tværs af socioøkonomiske og geografiske forhold.”

Helle Terkildsen Maindal understreger, at hun ikke kender til den specifikke situation på hjernerystelsesområdet, men påpeger at den geografiske ulighed, som redaktionen har fremlagt, er et problem, der ikke isolerer sig til behandlingen af følger efter en hjernerystelse. 

“Akut” behov for løsning

Hos Hjernerystelsesforeningen mener sekretariatschef, Nicolai Aaen, at der er “akut” behov for en løsning på området.

“Jeg synes, det her er rystende. Det er et kæmpe problem, at der er så store forskelle, og at ens postnummer afgør, hvor gode muligheder man har for at komme videre,” siger han.

Hjernerystelsesforeningen er årligt i kontakt med over 2000 hjernerystelsesramte. De fleste af dem beder om rådgivning til, hvilke tilbud de har mulighed for at få, der hvor de bor, men det er ikke altid, at foreningen kan hjælpe dem, forklarer Nicolai Aaen.

“Det er så forskelligt, at det er rigtig, rigtig svært at holde øje med, hvad der er af muligheder i de enkelte kommuner,” siger han.

Kommunerne savner klarhed på området

Hos Kommunernes Landsforening er man opmærksom på, at der kan være forskelle på, hvilken hjælp personer med følger efter en hjernerystelse har mulighed for at få rundt omkring i landet. Man har dog ikke noget samlet overblik over, hvilke tilbud der er – og ikke er – i hvilke kommuner, oplyser Hanne Agerbak, der er kontorchef for sundhed og ældre i KL.

Hun forklarer, at kommunerne mangler klarhed på området for at kunne yde den nødvendige hjælp til hjernerystelsesramte. 

“Eventuelle forskelle (i kommunerne, red.) skyldes formentlig bl.a., at der ikke er klar evidens på området og en klar beskrivelse af, hvad der skal til for at komme sig efter en hjernerystelse. Derudover er der jo ikke nogen faste standarder for, hvordan kommunerne skal tilrettelægge indsatserne,” udtaler hun i et skriftligt svar og uddyber:

“Hvis der var mere evidens og klarhed på området, så alle aktører var klar over, hvad der skal til for at hjælpe borgere, som oplever følgevirkninger af hjernerystelse, ville det også være nemmere at klæde kommuner og fagpersoner på, til at tilbyde den hjælp.”